Sådan bliver du en god sanger – 4 gode råd
Der kan være mange, og delte, meninger om, hvad en god sanger er. Men uanset smag, genre og stemme mener vi, at en god sanger har god teknik, et stærkt udtryk og rytmisk sans. Det kræver talent at rumme alle de ting som sanger. Men du kan komme et godt stykke af vejen, hvis du også øver dig – her er vores råd til at blive en god sanger
Beyoncé kan gå helt derud, vi andre kun kan drømme om med hendes stærke og kontrollerede stemme. Og Adele kan ryste vores grundvold med sin storladne stemme.
Der er ingen tvivl om, at de begge to er fantastisk dygtige sangere. Men hvad gør dig egentligt til en god sanger, som for eksempel Adele og Beyoncé?
Mere end bare en tekniker
For det første er de begge tekniske exceptionelle sangere. Men det er der jo mange, der er; en dygtig sanger er mere end bare teknikken.
Tænk over, hvad du selv kan lide ved din yndlingssanger. Måske rører deres sange dig særligt, fordi de er gode til at fortælle en historie gennem musikken og formidle en stemning. Det kræver, at man har noget på hjertet og gør sig bevidst om, hvad sangen handler om, og hvordan den skal synges.
Dit personlige udtryk er derfor alfa og omega – i samspil med din gode teknik – for at blive en god sanger. Brug tid på indholdet i sangen. Hvad betyder sangen for dig? Hvad vil du gerne fortælle? Er der ord, der skal særligt tryk på? Hvis der er band på, hvordan kan musikken så bakke historien op?
Lyt også til andre kunstnere i hørebøfferne og til livekoncerter. Du lærer en masse om din egen smag samtidig med, at du får inspiration til, hvordan man kan lyde og gøre som sanger. Et sjovt eksperiment kunne være at bytte iPod i en uge med en god ven – eller lytte deres playliste igennem på Spotify.
Hele din krop er dit instrument
At være god til at fortælle en historie foregår ikke kun via ord og lyd, men også gennem din performance – altså via din krop og fysiske udtryk. Tænk bare over, hvor meget vores kropssprog betyder i det daglige. Derfor er det også en naturlig del at forholde sig til som sanger.
Prøv at se nogle videoer af dine yndlingskunstnere. Synger de eksempelvis en ballade, så læg mærke til, hvordan de bakker tekst og melodi op med helt enkle kropsbevægelser. Det kan være, at sangeren lige løfter skulderen på et bestemt ord, lukker øjnene, bevæger fingrene og så videre.
Det er selvfølgelig vigtigt, at det, du gør, når du optræder, kommer fra dig, og ikke er påtaget. Men når du starter med at øve dine bevægelser, kan det være fint bare at prøve forskellige ting af. Syng, mens du står op, sidder på en stol, har en mikrofon i hånden eller i stativ, bevæger armene og så videre. Undersøg de mange muligheder der er for at bruge din krop til at underbygge historien.
En god sanger har en stærk, rytmisk sans
Du lærer meget ved at optræde foran et publikum – om det bare er din bedste ven – eller med et band foran en større forsamling: Du lærer dig selv at kende som sanger og bliver derigennem bedre. Samtidig udvikler det din musikalitet og rytmik at spille med andre
Derudover har en god sanger en god rytmisk fornemmelse. Det betyder, at du er god til at følge pulsen i sangen og har den rigtige timing i forhold til melodien. Derfor er rytmikken noget, du bør fokusere meget på.
Rytmiske øvelser for stemmen kan være en hjælp, men også øvelser hvor du klapper og tramper – så kroppen bliver en del af det rytmiske. Du kan eksempelvis øve med en makker, hvor i imiterer hinandens små rytmiske bidder.
At improvisere udvikler dit musikalske øre
Du udvikler dig også meget ved at improvisere – det vil sige at finde på noget nyt og lave små ændringer i velkendte melodier. Måske små-synger du allerede frit i badet, og i princippet er dét at improvisere. Det er super sjovt at improvisere, og det fede er, at man ikke rigtig kan gøre noget forkert – der er jo ikke nogle regler.
Improvisation udvikler dit musikalske øre, det træner din opfindsomhed og øver din rytmiske sans.
Du kan starte ved at synge en velkendt sang, hvor du sætter små dogmer for dig selv. Beslut eksempelvis at en sætning, som normalt slutter nede, nu skal slutte oppe og lignende. Eller du kan synge en fri melodi over nogle akkorder ved klaveret.
Brug dit øre til at bedømme, hvad der lyder godt. Og når først du kommer i gang med at improvisere, bliver du bidt af det.
Og så risikerer du endda at blive en rigtig god sanger.
Du kan også læse vores fem bedste råd til at synge bedre her.
Eller læse om vores sangundervisning her.