Nu bliver det pinligt!
Du er advaret: Dette her bliver en ren tilståelsessag, og det bliver ikke kønt! Denne uges (og næste uges) blog er nemlig en TOP 10 over håbløse ting, jeg plejede at gøre, når jeg var ude at spille koncert. Tankeløse ting, flabede ting, dumme og dovne ting. Ting, som i sidste ende gav både mig selv og publikum en ringere koncertoplevelse, end det kunne havde været, hvis jeg lige havde tænkt mig lidt om, havde gjort mit hjemmearbejde og havde været en lille smule mere tjekket. Men jeg vidste jo ikke bedre! Jeg måtte enten lære det på den hårde måde, eller også var der mere erfarne musikere, lydteknikere eller publikummer, der gjorde mig opmærksom på, hvor jeg gebærdede mig – skal vi sige – “mindre heldigt”. Så sæt dig godt til rette, eventuelt med en skål popcorn i favnen og temaet fra “Benny Hill” på anlægget, og lad dig underholde af denne lille kavalkade af koncertfadæser. Dette er TOP 10 over ting, du ikke skal gøre, når du spiller koncert.
10. Flot gigbag… Eller… Egentlig ikke!
Okay, lad os komme i gang. Det piner mig at indrømme det, men jeg har spillet hele koncerter med guitartaske, overfrakke, flightcaselåg og en pose snask fra 7-Eleven flydende på scenen. Det er bogstaveligt talt noget rod. Det er sjusket, og det sender en signal om, at man ikke tager situationen alvorligt. Og hvorfor skulle publikum så tage dig alvorligt? Man skylder både sig selv og publikum at skabe en helhedsoplevelse, når man spiller koncert. Hertil hører altså en visuel ramme, som enten akkompagnerer musikken, eller i det allermindste ikke skaber “øjestøj”. Alt for mange upcoming artister går ikke op i den del af æstetikken omkring en koncert, som handler om det visuelle. Men undersøgelser viser, at det visuelle betyder mindst 50% af oplevelsen for publikum. Så man bør tænke det ind i sin optræden på et eller andet niveau. Jeg taler her ikke nødvendigvis om lys, røg, styling og tøj og sådan noget, selvom det bestemt altsammen er områder, man kan overveje. Jeg taler egentlig blot om at skabe ro og fokus for øjet, når man spiller. Det er heldigvis ret nemt: Der skal ikke ret meget til, i det mindste at få scenen til at ligne en scene, og ikke et rodet øvelokale.
9. Dette bord er reserveret – til min fadøl!
Vi går hurtigt videre til næste tåkrummer. Jeg har nemlig været en af den slags artister, som før, under og/eller efter lydprøven vælger at okkupere et eller flere af de forreste borde på spillestedet, til min øl, mit tøj og alt mit øvrige crap. Helt uden at overveje, at koncerten jo er til for publikum, og at bordene – især de forreste! – er til for dem, som er kommet ud for at høre musik. Flyt dit bras ud backstage, og sørg for ikke at lægge beslag på de bedste pladser til showet. Også selvom der er et eller flere opvarmningsbands på før du skal spille. De bedste pladser er til dit publikum. PS: Undskyld, mor og far…
8. Pedalkaos
En af de rigtigt grimme: Før jeg fik sat mine guitareffektpedalerne i et board, var jeg typen, som til lydtjek tømte en krøllet Netto-pose, fyldt med stompboxe og patch-kabler, ud over scenegulvet. Derpå kunne jeg så ellers bruge 10 minutter på at koble skidtet sammen, blot for ofte at opdage, at der var en løs forbindelse et eller andet sted. Og, som prikken over i’et, naturligvis være nødsaget til at gentage løjerne efter endt lydprøve, for at gøre plads til næste band. Superkikset og spild af alles tid. Husk at bare fordi man er amatør, behøver man ikke være amatøragtig. Få pedalerne i et board. Der har de det bedst.
7. Lydmandsblues
“Det var fedt at spille, men lydmanden var vildt dårlig!” har jeg formentlig sagt en hel del flere gange, end det egentlig har været berettiget. Især i min spæde begyndelse som optrædende havde jeg ikke ret meget tillid til lydteknikere. Jeg har stået og brokket mig over dårlig lyd på scenen, for lidt eller for meget rumklang, for høj eller for lav guitar – og så videre – helt uden at være klar over, hvad en lydtekniker egentlig har brug for, for at kunne udføre sit arbejde. Som tommelfingerregel (ved jeg nu) laver teknikeren lyd til publikum FØRST og til den optrædende BAGEFTER, og de to lydbilleder er og bliver aldrig det samme. De fleste lydteknikere har til lydprøven brug for, at du synger og spiller, som du ville gøre i en koncertsituation, uden at stoppe hvert tredje sekund for at klage over et eller andet, fordi du tror at det du hører lige nu, er det som publikum også kommer til at høre. Sådan er det ikke. Giv teknikeren en chance. Han/hun er din ven! Og endelig et godt råd: Lær at tale lydteknikerens sprog, så du sprogligt er i stand til at udtrykke, hvordan du godt kunne tænke dig at få din lyd formet. Prøv fx at lære øvelokalemixerens EQ og effekter at kende, så du kan tale med om fx basale ting som “bund” og “top” og “bredde” i lydbilledet. Jo bedre forberedt du er hjemmefra, desto nemmere er det for dig og lydmanden at have god og konstruktiv kommunikation.
6. Den bedste sætliste er den, du har skrevet ned
Jøsses… Jeg har formået at spille hele koncerter, uden at vi i bandet på forhånd havde lavet sætliste – altså, bestemt en rækkefølge af sange, og skrevet dem ned. Det er tosset af så mange årsager! En koncert er et show. Det er en fortælling. Den skal have en begyndelse, en midte og en afslutning. En dramaturgi, som man kalder det. At lave en god sætliste er derfor supervigtigt i forhold til at fange og fastholde publikum. Og ikke mindst for at skabe flow i koncerten. Lange pauser, hvor musikerne står og sludrer om, hvad de nu skal spille, er en dræber. Tro mig, jeg har stået der med håret i postkassen. Jeg har endda været i en situation, hvor jeg var i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne flere sange. Suk… Skriv en sætliste. Altid. Tænk på sangene som scener i en film. Du skal, som en anden instruktør, tage stilling til sangene i forhold til hinanden. Deres overgange. Hvordan førstehåndsindtrykket skal være. Den slags. Der er mange angrebsvinkler, og på et senere tidspunkt vil jeg dykke lidt grundigere ned i “sætlistens ædle kunst”.
Puha, ikke mere pinlighed i denne uge. TOP 10’ens nederste 5 punkter kommer i næste uge. På genlæs!
