10 ting, du ikke skal gøre, når du giver koncert (del 2 af 2)

Flere fadæser…

Jeg ved det godt: Vi kan snart ikke klare flere tåkrummende beretninger fra landevejen. Men lad mig nu alligevel fuldende dette “mit musikalske skriftemål”, nu hvor jeg er kommet så hudløst ærligt fra kaj. Jeg trænger virkelig til at få de her ting frem i lyset, få renset luften og så ellers aldrig igen snakke om dem! Her kommer resten af min TOP 10 over ting, du ikke skal gøre, når du giver koncert.

5. Reservedele
“Vi afbryder denne koncert pga. spredt panik på scenen!”… Jeg er nødt til at indrømme, at jeg har spillet koncerter uden ekstra strenge, plektre og 9V-batterier i min oppakning. For at gøre det helt kort: Det skal man ikke gøre. Hav altid reservedele med dig. Har man først én gang stået på en scene og oplevet, hvordan batteriet i éns akustiske guitars pickup langsomt men sikkert er stået af, ja så sørger man fremadrettet for at have en pæn håndfuld ekstrabatterier med i guitarposen. Det samme gælder strenge. Hav altid-altid-altid ekstra strenge med!! På et eller andet tidspunkt vil du helt sikkert få brug for at skulle skifte, fordi der ryger en undervejs i sættet. Jeg har stået til en koncert – jeg tror det var på Nørrebro Bryghus engang – og knækket en streng i første nummer, hvor vi selvfølgelig skulle rocke helt vildt ud. Havde ikke ekstra strenge med. I den situation er der altså pænt “langt vej hjem” i forhold til at skulle spille halvanden time. Dumt, men lærerigt. Når en streng sprænger på ens guitar ændres trækket på instrumentets hals, og derfor vil du meget ofte opleve, at det bliver ret svært at holde stemningen. Det er ikke optimalt. Nu om stunder bestræber jeg mig på at have en backup-guitar med, som jeg kan skifte til, hvis uheldet er ude. Det kan man selvfølgelig ikke altid have, men hvis man har muligheden, så er det bestemt værd at gøre. Det er noget hurtigere at skifte spade end at skifte strenge… Hvad angår plektre, så har jeg oplevet at man aldrig kan have for mange af disse. I sin gigbag, i sine lommer, bag øret. De bliver jo væk for et godt ord – i hvert fald for mig. Hav hellere 50 for mange plektre med dig, end 1 for få.

4. “Hvis Joni Mitchell kan, så kan jeg vel også…?”
Da jeg først begyndte at skrive sange, var der en ven som sagde til mig, at jeg skulle prøve at stemme min guitar om i forskellige åbne eller alternative stemninger. “Det vil inspirere dig til at bryde faste mønstre i din sangskrivning”, lød det. Og ja, der er bestemt noget om snakken. Det kan være rigtigt sundt at ryste posen og prøve forskellige angrebsvinkler af, når man skriver sange. Og en af disse kan være at stemme sin guitar om… MEN IKKE 10 GANGE I LØBET AF EN KONCERT FORAN ET PUBLIKUM! … Ligeså inspirerende og mønsterbrydende det kan være at arbejde med åbne stemninger, ligeså dræbende kedeligt og håbløst ustabilt kan det være at skulle omstemme den samme, stakkels guitar i løbet af et show. Det tager tid, koster dig flow og endelig er det ikke særligt sundt for din guitar, hvis ikke den er sat op til det. Jeg gjorde det rigtigt meget i starten af min karriere, hvor jeg spillede en masse små klubber og sangskriverscener. Her er publikum som regel andre sangskrivere, der venter på at komme op at spille, så det er på sin vis en ret overbærende og afslappet koncertsituation. Men så snart vi snakker betalende publikummer og større scener, så må man bestræbe sig på at skære al unødigt tidsspilde væk. Igen vil jeg anbefale at man, hvis man har brug for at arbejde men flere guitarstemninger, benytter sig af flere instrumenter. Hav guitarer i andre tunings stående klar i kulissen, som du oven i købet har fået sat op til at være stemt alternativt. Og hvis du ikke ejer flere guitarer, så overvej om det er meget vigtigt at have mange forskellige tunings med i livesættet.

3. Antagelsescirkus
“Hvor er jeres keyboardstativer henne?”, “Har I en trommestol jeg må låne?” eller “Jeg skal bruge et jackkabel til min guitar”. Jeg har stillet disse tre (og langt værre) spørgsmål til lydteknikere eller afviklere, ved ankomst til et spillested. Rigtigt mange spillesteder, barer og caféer med musik har lidt såkaldt in-house-gear stående. Typisk af varierende og tvivlsom beskaffenhed. Men dog er det der. Og hvor ville jeg ønske at det ikke var tilfældet! Det skaber en illusion hos en del uerfarne musikere, som jo for en uge siden spillede på “Børges Rock-Bodega”, hvor der stod en lille guitarforstærker man kunne låne, om at sådan én nok også forefindes på “Hannes Hit-House”, hvor man skal spille nu. Og det gør der så ikke. En livemusiker bør til enhver tid gå ud fra, at han skal have sit eget gear med ud at spille. Alt det, som er medvirkende til at lave lyd foran mikrofonerne, skal man selv have med. Det er dit ansvar at have styr på. Inklusive kabler og stativer til dine egne instrumenter. Alt det, som derfra formidler lyden til publikum (også kaldet et PA-system), er spillestedets ansvar. Skulle du være forhindret i at medbringe gear i et eller andet omfang, så ring i forvejen og hør præcis hvad der eventuelt forefindes – eller tjek op på om du kan dele gear med eventuelle andre bands på plakaten. Drop for alt i verden at antage en hel masse om, hvad du måske kommer ud til. Chancerne taler for at du bliver skuffet.

2. Tavshed er guld
… Men tale er sølv. Sådan lyder muldheldet, der egentlig er temmligt retvisende for koncertsituationen, efter min mening. Alt for ofte oplever man at performere får rodet sig ud i nogle meget lange, og tit ikke særligt vedkommende tirader, som optakt til næste sang på sætlisten. Det kan bestemt være både kontaktskabende og vedkommende at tale mellem numrene, fx for at iscenesætte sange, eller for at sætte koncerten ind i en kontekst for publikum. Men hvis man synes at dette er et vigtigt element, så bør man øve sig på dette forud for koncerten, i samme grad som man opøver selve numrene. Jeg har selv stået og famlet og fablet mere eller mindre indforstået mellem numre i en koncert, med en klar fornemmelse af, at det jeg fik sagt, fald pladask til jorden – fordi jeg ikke havde struktureret, hvad jeg ville sige og hvordan jeg ville sige det. Det har fx handlet om præsentationen af specifikke sange, hvor jeg syntes at det havde relevans at berøre emnet på en eller anden måde, eller hvor der knyttede sig en sjov anekdote. Nogle gange kan man redde den hjem på charmen, og selvfølgelig mener jeg ikke at man skal lave et rigidt manuskript for, hvad man siger mellem numrene. Der er skal selvfølgelig også være en vis grad af spontanitet i showet, så man kan gå med den stemning, der er i rummet. Men jeg vil argumentere for, at det er godt at have gjort sig en løs struktur nogenlunde klart, inden man går på scenen. Hvis du har en sikkerhedsdisposition i hovedet at falde tilbage på, så kan det ikke gå helt galt.

1. Tak og ve
Sidste punkt knytter sig til et par af de forrige. Det handler om generelt, i koncertsituationen, at være taknemmelig for mødet med publikum. Uanset hvor meget bøvl der måske har været op til showstart, uanset hvor mange konflikter der måske foregår bagved scenen, uanset hvor uheldig scenelyd man måske har, uanset hvor træt man er eller hvor få publikummer, der måske er dukket op: Vær taknemmelig. Måske er der bare én person i lokalet, som værdsætter koncerten. Men så spiller du for den ene person, og får den person til at føle sig budt indenfor i musikken. Jeg har oplevet, for en del år siden, at spille et ret afdæmpet og følsomt solosæt med originalsange, for et telt fyldt med øldrikkende og larmende festivalgængere. Det var nok lidt en fejlbooking, set i bakspejlet, men det var ikke noget jeg havde indflydelse på. Råb og latter og skrål var i konstant konkurrence med min optræden. Til tider under koncerten havde jeg sågar svært ved at høre mig selv, og trak mig mere og mere ind i mig selv. Det var ikke særligt sjovt at spille, og jeg har sjældent følt mig mere ensom, selvom der var helt pakket med gæster. Jeg har nok ikke været den mest festlige eller overskudsagtige type, da jeg på et tidspunkt bliver spurgt af en fuld trucker, om ikke jeg lige spiller “Sweet Home Alabama”. Faktisk er jeg ret sikker på at jeg fik sagt et eller andet pænt spydigt om folk, der bor på landet. Det var ikke så godt… Efter koncerten ville jeg egentlig bare skynde mig hjem og grave mig ned, men mens jeg pakker sammen, kommer et kærestepar op til mig, og fortæller mig at de virkelig har nydt musikken. De fortæller, at de har siddet i en krog og flettet fingre og lyttet til mine sange, og følt at de fik en helt særlig oplevelse med hjem. Jeg tabte selvsagt kæben, og fik helt dårlig samvittighed over at have været så sur og indebrændt på scenen. Pointen er: “The show must go on”, også selvom du føler at du har en off-day, eller selvom du føler at rammen ikke arbejder med dig og dit show. Spil for fanden. Lad være med at gøre dine irritationsmomenter til en del af din optræden mere end højest nødvendigt. Hold kommunikationen med lydteknikeren til et absolut minimum. Drop diva-nykkerne og brok dig ikke foran publikum. Hvis du har utilfredsheder med rammerne, så gem dem til efter showet. Underminer aldrig hverken crew eller spillested foran gæsterne, fx ved at hænge dem ud for ting, du synes halter. Det er helt utroligt uprofessionelt, og ingen blandt publikum interesserer sig for andet end din næste sang. Smil, spil og husk at det, du sender ud over scenekanten er yderst smitsomt, hvad enten det er god energi eller negativ energi.

Det var så min liste over 10 ting, du ikke skal gøre, når du spiller koncert. Der er sikkert en hel masse andre gode pointer derude, og ting, som måske burde have være nævnt. Der er ikke noget af det, jeg har ridset op, som er universelle sandheder. Det er bare ting, jeg selv gerne ville have været bevidst om, dengang jeg begyndte at spille koncerter. Jeg håber, at du om ikke andet har moret dig på min bekostning undervejs, og naturligvis at du måske har samlet et par små fif op også.

På genlæs snart!

– Læs 10 ting, du ikke skal gøre, når du giver koncert (del 1 af 2) her >