Sådan fungerer din guitar – få et godt overblik over guitarens dele
Du er begyndt at lære akkorderne på din allerførste guitar. Men hvilke navne er det nu lige, de forskellige ting på din guitar har? Hvad har en sadel for eksempel at gøre med den? Svaret får du her i vores begynderguide til din guitar
Øverst på guitaren sidder sjovt nok hovedet.
Du kan faktisk forestille dig guitarens dele som et slags menneske, hvis du stiller den op og lader som om, at den også har arme og ben. På guitarens hoved finder du de seks såkaldte stemmeskruer, hvor guitarens strenge er sat fast, og hvor du stemmer din guitar.
En guitar med en sadel
Lige under guitarens hoved finder vi en af de guitardele, der har det mærkeligste navn. Der er en lille plastic- eller benbjælke, som hedder sadlen. Dens funktion er at løfte strengene op mellem guitarens hoved og hals.
Bjælken hedder sadlen, fordi man siger, at guitarens strenge “rider” på den.
Hovedet sidder selvfølgelig på guitarens hals. Det er et af de mest sårbare steder på hele guitaren, så du skal passe godt på halsen. Halsen er der, hvor du placerer dine fingre og skaber tonerne og akkorderne, der former din musik.
Ned langs halsen er der typisk mellem 20 og 24 bånd. Det er imellem disse bånd, du placerer dine fingre, når du skal spille forskellige akkorder.
Lyden sidder i kroppen
Den største del på guitaren er kroppen. Det er den del af guitaren, hvor lyden bliver skabt. Kroppen er i en hel- eller halvakustisk guitar hul. Det er fra det rum, at lydens vibrationer kommer ud.
Hullet hedder et klanghul. Nogle guitarer har en form for pynt rundt om klanghullet. Det hedder en rosette.
På en elguitar er der ikke et klanghul og en hul krop. I stedet er det elguitarens specielle, massive træ, der fanger vibrationerne og svingningerne fra guitarstrengene og giver guitaren dens lyd.
Den lyd, der kommer ud af det, bliver samlet op af en række mikrofoner. De hedder pickup’er. Det kan for eksempel være en såkaldt humbucker pickup eller en single coil pickup.
Under guitarens klanghul kan der også være et stykke plastik, som sørger for, at kroppen ikke kommer til skader, når du slår hårdt på strengene med et plekter. Navnet på det stykke plastik er en slagplade.
En underlig stol
Endnu en guitardel med et mærkværdigt navn befinder sig nederst på guitarens krop. Det er en såkaldt stol, men du kan ikke sidde på den. Der er tale om en lille ting, som sørger for, at guitarens trenge ikke rører kroppen eller pickup’er på din guitar.
Navnet stol kommer meget smart af et billedsprog, hvor man siger, at guitarens strenge sidder på stolen.
Det var de vigtigste navne på de forskellige dele af din guitar. Med solidt styr på dem kan du trygt gå videre med at øve dig på rent faktisk at kunne spille på den.
God fornøjelse!
Læs også vores begynderguide til den kommende guitarist her.