Sådan får musik dig til at præstere bedre, når du træner

Sådan får musik dig til at præstere bedre, når du træner

Kan Salt-n-Pepas udødelige klassiker “Push it” eller Scatman Johns vanedannede “Scatman” gøre dig til en bedre atlet? Forskningen tyder på det.

Af Emil Helweg Foget

De fleste af os har headsettet i, når vi smutter ud på løbeturen, i motionscenteret eller til crossfit.

Og det kommer nok ikke som verdens største overraskelse, at musik kan forbedre din og professionelle atleters træning – ja det kan det faktisk være den lille ekstra effektivt, der får dig først i mål.

Men hvordan hænger det sammen, og hvorfor får musik os til at træne endnu hårdere? Det satte to britiske forskere sig for at undersøge.

Costas Karageorghis og David-Lee Priest fra Brunel University samlede adskillige tidligere forskningsprojekter og kom frem til fire nøglepunkter, der kan besvare spørgsmålet.

Dissociation
Under træningen kan musik flytte fokus, så du ikke tænker på, hvor smadret du er, eller hvor hård træningen er. I stedet flytter du fokus over på glæden ved musikken. Det kan få dig til at yde mere, og samtidig er det på den måde muligt at forbinde glæde med en hård løbetur.

Men det gør sig kun gældende ved lav til medium intensitet i træningen. Når du er helt oppe i det røde felt, så overskrider opfattelsen af smerte og træthed selv den vildeste musik.

Regulering af dit humør
Musik kan ændre på dit humør og psyke.

Derfor kan det bruges op til træning eller en konkurrence til enten at stimulere dig eller berolige dig, hvis du er nervøs. Hvis du smider den perfekte playliste i ørene inden træning, kan du gå ind til det med det optimale mindset.

Mange smider nok en hårdpumpende genre på, men det modsatte kan også hjælpe. Den britiske mellemdistanceløber Dame Kelly lyttede til Alicia Keys langsomme ballader som en del af hendes rutine op til OL i Athen i 2004. Hun vandt guld på både 800 og 1500 meter.

Synkronisering
Forskningen peger på, at hvis du timer dine bevægelser med musikken, så får du mere ud af det samme stykke arbejde. Det gælder især for sportsgrene som roning, cykling og løb.

I et studie fandt man, at testpersoner der synkroniserede deres tempo i cykling med musik, brugte 7% mindre oxygen end deres modpart, der kørte til musik, som ikke var synkroniseret med deres bevægelser.

De to forskere nævner den verdenskendte etiopiske løber Haile Gebrselassie som et andet eksempel.

Han har sat adskillige verdensrekorder, men hvad havde han i ørerne? ‘Scatman’ af Scatman John. Ja undskyld, nu har du nok den på hjernen.

YouTube player

Erhvervelse af motoriske færdigheder
Musik har en indvirkning på dine motoriske færdigheder.

Det har den haft siden, at du var lille og lærte at danse med musik i baggrunden eller på anden måde blev udfordret motorisk.

Hvis du hører den rette musik, så kan det give din krop nogle effektive bevægelsesmønstre.

Derudover kan også lyrikken spille ind – for eksempel kan Salt-n-Pepas udødelige hit “Push it” hjælpe kuglestødere.

Den mest almindelige fejl er nemlig, at man kaster kuglen og ikke støder den – eller “pusher” den. Og det minder sangen dem om.

Så er det altså bare på med høretelefonerne og komme ud og se, om du kan sætte nogle rekorder.



Få tips, tricks og videoerdirekte i din indbakke

0
    Din Kurv
      Anvend kupon