Power akkorder – Giv mig power!
Du kender den der lyd: En møgbeskidt elektrisk guitar, der bare lyder ond og majestætisk på samme tid. Den der mur af lyd, der bare løfter dig op og sparker dig af sted. Hvordan hulen bærer de sig ad?
Hemmeligheden kommer her, og for en gangs skyld er det faktisk ikke så møghamrende svært at lære!
Mine power akkorder lyder forkert!
Godt, så. Du har en elektrisk guitar, du har en forstærker, du har måske endda noget, der kan sætte lidt riv på din lyd, enten i pedalform eller bygget ind i din forstærker. Du elsker rock ‘n roll, men når du prøver at lyde som en af dine yndlingsplader med alt fra AC/DC henover Rammstein til Volbeat, ja, så lyder det mest af alt som en våd, elektrisk prut i en kop ymer. Hvorfor?
For mange toner?
Svaret er, for en gangs skyld, at du skal lave mindre! Du spiller temmelig sikkert alt for mange toner til at den store, majestætiske power-lyd kan komme frem.
Når guitarakkorder bliver kørt gennem store mængder af forvrængning (som de jo ofte gør i rock), så opstår der nemlig en masse såkaldte overtoner. Overtoner er i dette tilfælde en god ting, for de får nemlig ganske få toner på guitaren til at lyde som en blandning af en Airbus, der letter og C-tribunen i Parken under FCK-Brøndby. Det eneste problem er bare, at du nok ikke spiller dine akkorder rigtigt i forhold til den forvrængede lyd. Især tertsen roder rundt, når der er forvrængning på, og ender med at give dig en mindre lyd end den, du elsker.
To toner er nok!
Prøv at tænk på en A-dur akkord. Normalt ville du jo spille den i andet bånd med løse strenge, og det er der sådan set ikke noget galt med, men prøv at sætte din pegefinger på den dybe E-strengs femte bånd, og din ringfinger på A-strengens syvende bånd. Skru noget gain på din lyd og hør, hvordan de to toner bare fylder og lyder af ren og uforfalsket rock. Det er sådan set nok! Der er nemlig tale om det mest storladne interval af alle, nemlig den rene kvint. Det er den grundtanke, som Anders demonstrerer i videoen, og den kan som sagt også overføres til A-strengen som udgangspunkt. Ligeledes kan oktaven også tilføjes, som Anders viser det. Men hvad med dine åbne akkorder? Kan du smide dem i skraldespanden så? Nej da!
Som et eksperiment, så prøv at tage din A normalt og hør så, hvordan især H-strengens andet bånd, nemlig tertsen på C# ligger og skurrer, når du har så meget gain på din lyd. Væk med den! Du kan sagtens tage din A løst, altså nede i første position, men så gør som AC/CD’s Malcolm Young – læg tertsen væk, og brug i stedet lillefingeren til at lægge den om til tonen E på H-strengens femte bånd. Så ser akkorden sådan her ud, og enhver rockguitarist kender den. Brug lillefingeren til at tage den sidste A med på E-strengens femte bånd. Din lillefinger kan sagtens dække to toner. You can do it!
Godt! Du kan i princippet overføre samme fremgangsmåde til alle førstepositionsakkorder. Tertsen skal altså dø, og helst blive til en kvint. Så lyder dine åbne akkorder straks meget mere af rock’n’roll. Her er et par eksempler mere:
E5 her er også en klassiker. Læg mærke til, hvor stor og voldsom akkorden lyder. Den består igen af lutter kvinter og oktaver, og sammen med den åbne E-streng lyder tonerne som ren dommedag, især når forvrængningen virkelig lader overtonerne komme frem og snerre. Sammenlign den med din normale E, hvor du har tertsen G# på G-strengens første bånd med, og læg mærke til, hvordan noget af det storladne ligesom fordufter lidt.
Less IS more. I hvert fald, når vi snakker powerakkorder.
Sidste eksempel er på de øverste strenge. Her har vi noget, man kalder en partiel barre. Du tager altså ikke hele guitaren i brug, men lægger din akkord på et begrænset sæt af strenge, der, igen med forvrængning, ender med at lyde stort og godt. Det er en G-akkord, men som de andre er den ligeglad med, om den er dur eller mol. Derfor kalder vi den type akkorder for G5, hvilket betoner, at kvinten (5‘eren) står alene. Vi går nu ud fra d-strengen, og kommer frem til denne her dejlige form. Bemærk, at vi starter udfra femte bånd:
Læg mærke til, at du kan lade din pegefinger lægge sig henover alle tre strenge i formen (D, G og H), og så kan du løfte ringfingeren på G-strengen af og på – hov! Der var lige en masse af de rockriffs, du kender og elsker! De her akkorder er flytbare, og kan naturligvis anvendes hele vejen op og ned af halsen!
Bare husk, at den dybeste streng i formen angiver grundtonen, og hermed hvilken akkord, der er tale om. Du kan som sagt gå ud fra både E, A og D-strengen, som vist i de tre eksempler her, og som Anders viser det med sine former på videoen.
Rigtig god fornøjelse, og husk masser af distortion!
Læs også:
