Mika Vandborg: Jeg husker lige så tydeligt, at jeg stod i køkkenet, jeg har nok være omkring de 9 år, og radioen kører. De sidste toner af Rabalderstræde (Gasolin, red.) er netop forsvundet, da jeg hører det vildeste, jeg nogensinde har hørt! Jeg er fuldstændig fanget af den lyd, der kommer ud gennem radioen, og da min far træder ind i køkkenet, spørger jeg med store øjne, hvad det er for noget musik. ”Jamen, det er da Hendrix”, siger han og går ind i stuen og finder ”Electric Ladyland”-pladen, den med damerne udenpå! Og fra det øjeblik var jeg solgt – jeg kom aldrig til fodbold igen!
MICPH: Hvordan vil du karakterisere dig selv som guitarist?
Mika Vandborg: Man kan vel nok godt kalde mig en traditionalist. Jeg er jo vokset op på Hendrix, Led Zeppelin, B. B. King osv., så det lader sig selvfølgelig ikke fornægte i mit spil. Jeg er meget glad for de gamle dyder, men ikke i en grad så jeg føler mig låst fast i den ramme.
MICPH: Nej, for dit CV må jo siges at være alt andet end ensidigt.
Mika Vandborg: Ja, jeg har haft mulighed for at spille med en masse artister og bands, som ligger overalt på skalaen, lige fra Dictes rockede ting til Camille Jones’ langsomme, nærmest funk-agtige sound. For mig handler det i høj grad om at finde ’vinklen’, altså finde ud af hvordan jeg passer ind i musikken og understøtter musikken bedst muligt. Musikken kommer først, så at sige. På mine soloplader har jeg jo netop også et væld af forskellige artister inde, hvilket gør musikken meget bredere og forskellig.
MICPH: Hvilke guitarer spiller du på?
Mika Vandborg: Jeg spiller hovedsageligt Fender Stratocaster og Telecaster samt Gibson SG og Les Paul – de klassiske guitarer, hvilket jo falder meget godt i tråd med mine helte: Clapton, Hendrix, Richie Blackmore, Jimmie Page osv.
MICPH: Hvad kan man forvente som elev hos dig?
Mika Vandborg: Jeg går meget op i personlighed, kanten, som adskiller den ene guitarist fra den næste. Jeg vil gerne hjælpe mine elever med at finde lige præcis deres personlige udtryk, hjælpe dem med at finde motivet, retningen osv. Det handler om at bevidstgøre eleven om de valg, som han eller hun tager, så de licks, akkorder osv. de vælger har en højere mening i forhold til det musik, de spiller.
MICPH: Hvis du strandede på en øde ø, hvilket gear ville du så have med?
Mika Vandborg: En Stratocaster, et kabel og en VOX AC-30. Men det bliver højt!
MICPH: Hvilke tre plader må man bare høre som guitarist?
Mika Vandborg: Electric Ladyland, Electric Ladyland, Electric Ladyland! Haha, ej pjat – men den er helt klart med på pladen. Derudover er Claptons ”Ocean Boulevard” og Princes ”Purple Rain” must-haves, men det er jo umuligt at begrænse det til tre plader, for man bliver jo nødt til også at tage B.B. King, Led Zeppelin – alle de klassiske rockplader – med i puljen også!
Mere Mika?
– Mika giver rigtig gode råd om at øve sig. Se videoen her >