Hvordan synger man?
At synge er et avanceret samarbejde mellem stemme, ører og hjerne. Det kunne jo lyde, som om det er en evne, man skal være født med, men det kan altså godt trænes op. Heldigvis. Nu vil vi forsøge at forklare, hvordan kroppen egentlig frembringer den lyd, man hører, når man synger.

Når man synger en tone, så vibrerer stemmelæberne, der sidder i halsen. Det er luften, der kommer fra lungerne, som er motoren bag stemmelæberne. På den måde er det også vigtigt, at sangeren kan kontrollere denne luftstrøm, således at den er jævn og ikke kommer i stød. Det er en af de ting, vi kan arbejde med, og som kan trænes op.
Det er også her, at støtten fra mellemgulvet kommer ind i billedet, for det er med mellemgulvets muskler, at man er i stand til at holde igen på noget af den luft, der kommer nede fra lungerne. Det gælder særligt, hvis man skal synge høje eller lange toner.
Rent anatomisk kan man sige, at når vi er stille, så er stemmelæberne adskildt.
Når vi taler eller synger, så vibrerer de på luften. Det er denne bevægelse, der giver lyden.