De tre toner er akkordens fundamentale byggesten, og uanset hvilken akkord man taler om, så vil den altid være udgjort af tre toner, som er sat sammen. Men hvordan hænger det så sammen, når man taler om dur- og mol-akkorder, og hvad hulen er forskellen?
Her kommer den lidt nørdede forklaring.
DNA!
En akkords grundlæggende DNA udgøres af tre dele.
Lad os tage en d-dur akkord som et eksempel på, hvordan en akkord er bygget op: Her er grundtonen sjovt nok d. Den ligger nederst og danner udgangspunkt for resten af akkorden. I en d-durskala er næste tone så tonen e, men vi springer den over og går videre til skalaens tredje tone, der hedder f#. Den er også kaldet tertsen. Det er to af d-dur akkordens byggesten – en grundtone og så skalaens tredje tone, tertsen.
Den kan man så ændre lidt, men det vender vi tilbage til. For inden da skal vi lige have den sidste DNA-byggesten med, og det er kvinten, altså skalaens femte tone. ‘Tertsen’ og ‘kvinten’ er begreber fra musikteorien termer, som umiddelbart kan virke uigennemskuelige for nybegyndere. Men egentligt er de ret simple at forstå.
Tertsen hedder sådan, fordi der er tre toner mellem den og grundtonen. Og kvinten hedder, som den gør, fordi der er fem toner mellem den og grundtonen. Lidt ligesom en trio består af tre personer, og en kvintet består af fem personer.
En kvint er et meget majestætisk og stolt interval, og du kan høre det, hvis du synger starten af *Der er et yndigt land’ for dig selv. (Ikke for højt, hvis du sidder i bussen, vel!)
Tonerne i starten af ‘Der er …’ er ganske simpelt henholdsvis første og femte tone i skalaen, og afstanden imellem dem er fem toner. Intervallet, som denne afstand også hedder, udgør derfor en kvint. Femte tone i d-durskalaen er tonen a. Prøv af spille tonerne efter hinanden på guitaren og tænk på ‘Der er et yndigt land’.
Tonekøn!
Nå, men nok om kvinten, for det er tertsen, vi egentlig skal snakke om.
Det er nemlig den, der afgør, om en akkord er i dur eller mol. Alle akkorder kan være enten dur eller mol, og det er kun en halv tone, der afgør om de er det ene eller det andet. Den forskel kalder man et enkelt halvtonetrin.
Dur og mol kaldes også for de to tonekøn, hvor dur er det lyse og glade, og mol er det dybere og triste.
Stor eller lille terts?
Hvis vi ser på dur først, så kalder man også en dur-terts for den store terts. Det er, fordi man i skalaen tæller tre hele tonetrin op fra grundtonen, for at få en stor terts. I d-dur er det d, e og så f#. De udgør en dur-terts, og den lyder, som Anders siger i videoen, rimelig glad og frisk. Sætter man også kvinten (a) på, så har man en grundlæggende dur-treklang.
Mere skal der ikke til!
Men der er en anden mulighed. Et heltonetrin udgøres af to halvtonetrin og kan altså
deles i to. I stedet for at gå tre hele trin op, kan man også gå to hele og ét halvt op.
Det giver så d, e og f, stadig i tonearten d. Man sænker med andre ord den tredje tone i skalaen med et halvt trin, og så bliver tertsen til noget helt andet, nemlig den noget mørkere mol-terts. Man kalder det også for en lille terts.
Kvinten forbliver uændret, men man får alligevel en helt fuldstændig anden fornemmelse af akkorden, selvom det bare er en sølle halv tone, der bliver ændret. Akkorden føles helt anderledes, og den bliver mere mørk i det. En d-mol akkord består altså af tonerne d, f og a, hvor dur-akkorden består af d, f# og a.
Al magt til halvtonen!
Den halve tone ligger til grund for, at man taler om to forskellige typer grundakkorder.
Der kan man alligevel bare se, hvad en, enkelt halvtone fra eller til kan gøre. Grundlæggende er det rigtig, at en dur-akkord føles optimistisk, mens en molakkord føles mere tungsindig, men husk, at de kan blandes på et utal af måder. Det er også der, at magien kan opstå.
Prøv at lyt efter på nogle af dine yndlingssange, og hør, om du kan afgøre, hvornår en sang er i mol, og hvornår, den er i dur.
Du kan lytte efter start- og slutakkorderne og høre, om du kan afgøre, om det er dur eller mol. De kan ofte være et fingerpeg.
Vi håber, du blev lidt klogere, og husk at prøve alle de akkorder, du kender, i både dur og mol!
