Det er sygt inspirerende at se eleverne rykke sig
Serie: Vi sætter fokus på, hvem vores undervisere egentligt er som mennesker. Hvad der rører dem, motiverer dem, og hvorfra deres kærlighed til musik stammer. Hos Music Institute er det nemlig passionen, der holder det hele kørende. Både hos vores lærere - og vores elever.
Af Emil Foget
Når man sidder overfor August Campeotto, kører hans ben rastløst op og ned. Ja, faktisk har hele kroppen svært ved at sidde stille.
Det er ikke, fordi han keder sig. Men der må bare gerne ske noget hele tiden. Især noget, der involverer en guitar i favnen. Sådan har det ikke altid været. August Campeotto er en af de få, der er begyndt på at spille guitar meget sent.
Det hele startede da hans mor satte en guitar ind på hans værelse, som hun havde fået i konfirmationsgave for mange år siden. Derfra var det en lang opblomstring for den unge Campeotto.
“Ingen af mine forældre har pacet mig musikalsk. Min mor er skuespiller, og min far er filminstruktør, så der har altid været fokus på de to ting
Jeg har altid interesseret mig for musik og lyttet til rigtig meget musik med min far – både plader og koncerter.
Han er meget jazz-interesseret, så det har været rigtig meget jazz, funk og reggae. Ikke så meget hiphop, selvom vi købte Eminem- og 50 Cent-pladerne sammen. Det er først senere, at jeg virkelig er dykket ned i hiphoppen.
Min far fokuserede meget på, at jeg lagde mærke til de enkelte instrumenter. For eksempel hvordan bassen lyder, eller læg mærke til den her saxofon-solo. Ellers kan musik hurtigt lyde som et stort lydbillede.
Nu kan jeg nærmest ikke høre musik længere uden at differentiere det ud på de forskellige instrumenter.
Jeg startede først som 16-årig med at spille musik. Min mor havde en gammel guitar, som hun havde fået i konfirmationsgave, som hun satte ind på mit værelse. Det tog mig tre år, før jeg blev rigtig seriøs omkring det.
De sidste fire år har jeg så heller ikke lavet andet end at spille musik. Så meget som muligt. Jeg har nok spillet 200 gange om året de sidste tre år.
For mig har musikken været meget learning by doing, og det har nok hjulpet mig, at jeg er gået ind til det med en lidt naiv tilgang. Jeg har måske været lidt ignorant omkring det. Derfor er jeg heller ikke blevet udfordret på selvtilliden. Det har givet mig håb på en måde.
Jeg har kastet mig ud i opgaver, jeg nok ikke helt var klar til. Opgaverne har nok været for store til at gabe over, men så har jeg lige udvidet kæben lidt.
Hvis jeg har gjort det dårligt, så kan det godt sidde i kroppen i lang tid. Der er heldigvis nok gode oplevelser, der gør, at jeg aldrig får lyst til at give op.
Man får lige et sug og finder ud af, at man måske ikke helt var på det niveau. Men så ved man, hvad man skal øve sig på for at få tjek på det, så man ikke står og ser dum ud næste gang.
Hvis mine elever har ambitionerne, så sørger jeg også for at presse dem. Jeg kan godt lide at kaste dem ud på dybt vand. Men man skal mærke efter, det kommer altid an på eleven, hvor deres målsætning er.
Det er sygt inspirerende at se eleverne rykke sig. At mærke den glæde ved det. Det er fandme fedt. Det inspirerer også mig, når jeg selv senere skal spille musik. Den der ild-fornemmelse man får.
Er du klar til at blive kastet ud på dybt vand? Så book en prøvelektion med August Campeotto ved at udfylde denne formular her.
