Musik har været min ven siden barnsben, og jeg har altid dyrket det. Både som udøvende og som fan af alskens musik. Og så har jeg altid nydt at synge. Jeg havde kor på højskolen, og det er ofte meget berusende at synge i fællesskab.
Som barn lavede jeg bandet Gang and the Hoodies. Vi gik slet ikke op i den tekniske udførelse. Og melodier skulle man tit også lede længe efter. Men vi lavede vores egne sange og havde det overdrevet sjovt med det. Siden har jeg haft hyggebands på gymnasie og højskole.
Alle er draget af musik i en eller anden skala. Da jeg var lille havde jeg også mit eget trommesæt. Og jeg lavede små kortfilm, da jeg var ti. Det har nok været en del af min naturlige, kreative nysgerrighed at få nogle instrumenter.
Jeg troede, jeg skulle være professionel fodboldspiller dengang. Så jeg identificerede mig ikke med at skulle være musiker. Men der var vel en eller anden drøm i mig om at blive rockstjerne. Og jeg vil bestemt ikke udelukke, at der på et tidspunkt ryger et par sange ud på en eller anden platform.
I Gang and the Hoodies havde vi en traumatisk og sindsoprivende oplevelse, som stadig er dybt penetreret i os. Vi skulle flytte alt vores materiale, alle vores sange, fra en harddisk til en anden, og så forsvandt det hele. Det var en katastrofe. Her tyve år efter ærgrer vi os stadig.
En motivationsfaktor ved at gå til sang er, at jeg elsker at dygtiggøre mig selv. Det kan lyde lidt tørt og kønsløst, men det er rart at blive bedre til et eller
andet. Og så er det er en fed udtryksform.
Jeg oplever også, at jeg bliver mere og mere tryg ved at synge foran et andet menneske. Som skuespiller skal jeg jo allerede performe foran andre, men det er på en anden måde. Der kan jeg være en anden, en karakter, og jeg har efterhånden noget erfaring. Sang er mere ubetrådt land for mig.
Jeg går altid fra sangundervisningen med mere energi, end da jeg kom. Jeg sørger for altid at have det sjovt med det. Og uanset hvor forberedt jeg kommer, så lærer jeg noget hver gang.
Jeg lærer noget om, hvordan andre folk reagerer, når jeg stiller mig foran dem og synger ved at gå til sang. Og hver gang man stiller sig frem foran folk eller på en scene, så lærer man noget. Det er naturligt at blive nervøs eller spændt. Men man overlever hver gang og lærer, at der ikke sker noget ved det.
Sidste gang jeg sang, var helt sikkert i dag. Jeg går tit og synger herhjemme. Ofte synger jeg med på de sange, jeg lytter til.
Musik giver mig mulighed for ret simpelt at kommunikere abstrakte og komplicerede følelser ud. Jeg kan gå rundt i min stue og få lidt terapeutisk afløb. Det er i første omgang ikke så meget teksterne, som det er det instrumentelle og stemningsmæssige, jeg connecter med i en sang.
Jeg vender altid tilbage til Arcade Fire og Broken Social Scene, når jeg hører musik. Dem har jeg haft et nært forhold til de sidste 10 år. Der er en klar overvægt af noget indierocket i mit musikkatalog. Der skal gerne være melankoli og noget håb, som ligger på lur.
Nu om dage er der jo opløsning i det med at høre albums. Typisk er der en sang, jeg kan lide mere end noget andet, og så bliver den lyttemæssigt voldtaget i nogle dage eller en uge, indtil jeg finder noget nyt.
Jeg er hele tiden på udkig efter mit nye fix. Det sidste nye, jeg sætter på, når vi er færdige med den her snak, er en sang med Exploded View, Orlando, som lige poppede op på P6 Beat her i formiddags.
Det fantastiske ved en sang er, at man kan høre 10-20 sekunder og så føle sig tæt forbundet til den og kunstneren. At kommunikere noget komplekst, som kan ramme så dybt på så kort tid er ret enestående for musik som kunstform.
Blå bog
Claes Quaade
Født den 11. november 1986
Opvokset uden for Slagelse i
“et mystisk område som ikke engang ligger inden for et byskilt,” som han selv siger.
Spiller den komiske karakter
Emil i tv-serien Sjit Happens på TV 2 Zulu. Blev nomineret til en Robert for mandlige hovedrolle for karakteren i 2016
Har gået til sangundervisning på Music Institute of Copenhagen siden 2015
