Claus Møller Jakobsen: “Jeg tager min passion fra håndbolden med ind i musikken”

Jeg er ikke den største guitarist i verden. Jeg kæmper nogle gange med simple akkorder og overgange. Men jeg kan få en fornuftig lyd ud af det. Og jeg har det virkelig godt, når jeg hører og spiller musik. Det giver mig energi og gør mig glad.

Jeg spiller så tit, jeg kan slippe af sted med det. Hvis jeg har en time alene efter arbejde. Jeg har fire børn, så det er ikke sådan, at jeg ikke normalt ved, hvad jeg skal få tiden til at gå med. Jeg har også en selvstændig kone med mange jern i ilden. Så det sværeste er at finde tiden til det.

Ellers spiller jeg den time om ugen, hvor jeg nørder med guitarundervisning. Jeg lærer det meste af en ny sang og får banket rusten af et par akkorder. Det var en rigtig god julegave fra min kone. Jeg går altid og synger lidt – indtil mine børn siger, jeg skal stoppe – og hun kunne se, hvor meget musik betød for mig. Så det er hende, der har fået mig til at tage det op igen.

Jeg skal lige have lært ungerne, at det er okay, at far sidder og spiller lidt på guitar, selvom de er puttet. De må gerne kunne falde i søvn til lyden af en guitar.

Jeg spiller på en ny Martin-guitar, som jeg næsten lige har købt. Jeg har også en anden guitar, som jeg har haft siden før jeg flyttede til Spanien for at spille håndbold.

Musik ville være det værste at fjerne fra mig – udover min kone og børn.

Jeg spillede meget mere, da jeg var teenager, og indtil jeg flyttede til Spanien. Det startede i folkeskolen, hvor jeg i sjette klasse havde en musiklærer, der også spillede guitar og ukulele og alt muligt. Og da jeg kom i gymnasiet, blev det endnu sjovere. Vi havde et lille musikhyggehold, som spillede til skolefester.

Min gamle guitar er godt nok meget slidt, men den er mest blevet slidt af at stå i solen, imens jeg spillede håndbold i Spanien. Der fik jeg ikke spillet det, jeg ellers gerne ville.

Mine kone siger, at jeg oftest lytter til trist og melankolsk musik. Men jeg oplever det ikke som trist. Jeg oplever det som smukt og pragtfuldt.

Det gjorde ondt på mig, da Prince døde. Han var måske den bedste guitarist i verden. Og han lavede meget mere dejlig musik, end vi aner. Jeg er selv fra den generation, hvor jeg har haft en klump i halsen over Purple Rain og har lyttet til den med kærestesorger i hjertet. Det er et fantastisk nummer.

Vi var også helt klassisk en gruppe drenge, der har været en del til U2-koncerter. Jeg synes altid, de leverer varen. Da jeg var yngre, var jeg også helt vild med Pearl Jam og Radiohead. Det hører jeg stadig i dag. Det lyder vildt lækkert. Og på den hjemlige scene kan jeg godt lide det rockede i Kashmir og Tim Christensen.

I gymnasiet havde jeg en kæreste, som var rigtig glad for The Cure. Så jeg købte selvfølgelig alle deres cd’er. Det har jeg taget med mig, selvom det måske er i den lidt mere dystre retning af musikken. Men jeg bliver glad af det.

Musikken er et mentalt break for mig. Hvis jeg skal rydde af bordet og sætte i opvaskemaskinen, kører højtalerne derhjemme. Og jeg kører rigtigt meget i bil. Det gør jeg til kvalitetstid ved at sidde og skråle med på musikken og leve mig ind i den verden – og pludselig kan jeg være i København, imens der er gået tre timer, uden at jeg har opdaget det.

Jeg tager min passion fra håndboldbanen med ind i musikken. Oppe i hovedet kan jeg have et billede af, hvordan det skal lyde, og når det ikke kommer ud igennem fingrene, skælder jeg mine tykke pølsefingre ud. Når jeg går i gang med noget, vil jeg gøre det så godt som muligt.

Jeg har ikke drømme eller forhåbninger om at blive professionel musiker. Men jeg har en drøm om at mestre guitarspillet. At kunne tage guitaren ned fra hylden og ramme de akkorder, der skal til for at spille den musik, jeg kan lide. Det kræver mange tusinde timers træning at nå dertil. Så der er lang vej endnu. Men det er heller ikke sådan, at jeg har et mål om at være verdensklasseguitarist i 2016.

Der er gået lidt af en sportsmand i det. Håndbolden var min ventil tidligere. Nu er jeg lidt på jagt efter den her nye ventil, hvor jeg kan komme ud med al den passion og alle de følelser, som jeg før fik aflad for på håndboldbanen.

Blå bog

Claus Møller Jakobsen

Født 24. september 1976 i Ringkøbing – Bor med sin kone i København

Tidligere professionel håndboldspiller i klubberne Skjern, BM Altea, Ademar León, Ciudad Real og Portland San Antonio

Vandt Champions League med Ciudad Real i 2006 og det danske mesterskab med Skjern i 1999

Har spillet 122 A-landskampe for det danske håndboldlandshold

Har vundet flere medaljer med håndboldlandsholdet – blandt andet EM-bronze i 2002 og VM-bronze i Tyskland i 2007

Elev på Music Institute of Copenhagen siden 2016. Lyder det som noget for dig, så book en prøvetime her.