Hvordan kommer jeg opad gribebrættet?
Når man begynder at spile guitar, så foregår det meste nede i den ene ende af gribebrættet. Her lærer man sine førte akkorder, her klinger de åbne strenge nogenlunde godt, og her har alle guitarister trådt deres barnesko. Man lærer tre akkorder, for eksempel D, G og A7, og snart er man i gang med at spille en masse sange, der egentlig lyder meget tilforladeligt, selv for de fleste begyndere. Men så oprinder den dag, hvor tanken slår én: “Hvad med resten af guitaren?”
Der er jo hele resten af gribebrættet, og måske har man set dygtige guitarister, der boltrer sig i hele instrumentets længde med akkorder, man hverken kender eller kan afkode, og som overhovedet ikke ligner de tre, man lige har lært. Men frygt ikke, man kan komme i gang med at udforske gribebrættet hurtigere, end man tror, og det er her, barréakkorderne kommer ind.
Barreakkorder – himmel og helvede.
Hvad er en barréakkord? Det er sådan set enhver akkord, hvor man med sin første finger på venstre hånd, altså pegefingeren, lægger en såkaldt barré henover alle strengene. Med andre ord, så skal én finger dække alle seks strenge henover hele gribebrættet, og ikke nok med det, denne ene finger skal så trykke alle strengene ned, sådan at de alle sammen (i princippet) klinger rent. Er du med endnu? Godt, for det bliver endnu værre!
Mens pegefingeren er på denne hårde opgave, så skal de andre to, tre eller såmænd fire fingere ikke bare drive den af! Nej de skal tage selve akkorden foran pegefingeren, for pegefingeren er bare en stopklods, så at sige. Der er ikke noget at sige til, at barréakkorden bliver mange nye guitaristers første nederlag. Ikke desto mindre er barréakkorder en vigtig del af at spille guitar, og man vil få brug for dem før eller siden. Men hvad er det smarte ved denne type akkorder, og hvorfor skal vi bruge dem?
Det smarte er, at man frigør sig fra guitarens ene ende. Hvis man kan lægge en barré, altså en slags nyt nulpunkt for alle akkorder, hvor som helst på gribebrættet, så kan man jo også flytte sine grundakkorder op og ned, som man har lyst tl. Det giver mange nye muligheder. For bare at nævne nogle få, så gør det jo, at man vil kunne spille i andre tonearter end dem, man ligge finder helt oppe i den ene ende af guitaren. Man vil også kunne variere sine klange og tage den samme akkord på flere forskellige måder. Der er god grund til at tage kampen op, og få tacklet barreakkorderne. Men hvordan?
Tænk økonomisk!
Se på det øverste diagram igen. Pegefingeren (den øverste, buede linje) skal i princippet dække alle seks strenge, men der er jo kun tegnet prikker på den nederste og de to øverste strenge i diagrammet? Jeps, og forklaringen er enkel: De andre strenge er jo dækket ind af de andre fingre. De fingre, der tager de andre toner, gør en del af barréens arbejde, kan man sige. Det betyder, at du ikke nødvendigvis skal bekymre dig om at din pegefinger trykker alle seks strenge ned. Prøv i stedet – hvor sindssygt det end lyder – at slappe lidt af i pegefingeren. Koncentrér dig om at få bastonen F (som spidsen af din pegefinger skal tage sig af) til at lyde rent. Når den gør det, så begynd at få langemand, ringfingeren og lillefingeren til at makke ret. De dækker akkordens tre vigtigste toner, så få de tre toner (C, F og A, når vi snakker F-dur) til at klinge så godt, som det overhovedet er muligt.
Ro på, det skal nok komme. Tag nogle pauser og spil de gode, gamle åbne akkorder, så du ikke får krampe i hånden. Så er der den sidste nød, nemlig ‘resten’ af pegefingeren, der skal dække de to tyndeste strenge på guitaren. Det skal foregå med den inderste balle af din pegefinger, helt inde ved håndfladen. Det er her, økonomien kommer ind i billedet, for de tre midterste strenge behøver du som sagt ikke at tænke på – dem dækker dine andre fingre jo allerede. Kunststykket er, at få de to tyndeste strenge (H og E-strengene) til at klinge. Det er muligt! Slap af, prøv dig frem. Pludselig er fornemmelsen der, og du har en god, ren akkord. Du trykker nu tre strenge rent ind samtidigt med én finger. Den dybeste strenge (som her er tonen F på første bånd) har du fat i med spidsen af pegefingeren, så kommer de andre fingre og dækker de tre midterste strenge, og endelig får du på mirakuløs vis de to lyse strenge (der her er tonerne C og F, begge ligeledes i første bånd) trykket ind med det inderste af din pegefinger.
Sejr!
Tillykke! Fantastisk! Du har nu knækket begynderguitaristens hårdeste nød. Nu er du en fri guitarist, og du kan flytte din nye akkord rundt ale vegne på gribebrættet, og du kan nu dække alle tonearter. Det betyder blandt meget andet, at du kan indrette dig efter en sanger – måske dig selv – og finde den toneart, der passer bedst til din stemme, og ikke bare den, der ligger nemmest på guitaren.
Man kan løse problemet mekanisk med en såkaldt capo, en slags klemme, man sætter på guitaren, men du vil absolut få brug for at kunne tage en hurtig barréakkord i ny og næ, også selvom du måske bruger capoen som supplement. Igen: Øvelse gør mester, og hvis du bliver ved med at øve dine barréakkorder, så vil du lige pludselig opleve, at de ikke længere er helt så pinefulde. De anden vigtige ting, du skal huske, er, at alle toner skal klinge hørbart og klart igennem.
Men man har lov til at snyde lidt, for de toner, der er dækket af dine andre fingre behøver altså ikke at være trykket helt ned at pegefingeren, og der ligger barréakkordernes hemmelighed.
Det ER muligt! Værsgo!
Sådan kan vi hjælpe dig!
Hvis du ikke allerede går til guitarundervisning, så kan vi hjælpe dig godt igang. Med vores mange års erfaring, kan vi blandt andet hjælpe dig til at undgå fejløvning og dårlige vaner og rutiner. Så du kan få det maximale ud af af dit guitarspil.
Læs meget mere om vores guitarundervisning lige her eller kontakt os på tlf. 3213 2121 eller mail: hej@milesmusicschool.dk – vi står altid klar til at hjælpe dig!
